Kampen for at redde Ejvind

Maria insisterer. Han skal til vagtlægen, uanset om han vil eller ej. Det er ikke normalt, at en 35-årig mand i sin bedste alder sidder og klager sig sådan i sofaen. Med pludselig trykken i brystet, åndedrætsbesvær og koldsved. Kort efter kører de. Til vagtlægen i Frederikshavn, som har bedt dem komme med det samme.

Allerede på vej derhen, får Morten det bedre.  Han har svært ved ikke at komme med en spydig bemærkning. For er det ikke lidt for meget af det gode, at de en torsdag aften skal rakke til lægen, når nu han oveni købet er Falckredder og kender gamet? På parkeringspladsen foran lægehuset ser de et midaldrende ægtepar på vej ind til vagtlægen. Konen nærmest bærer manden, der groggy slæber sig af sted. Han kan dårligt stå på sine ben.

”Der er vist en, der virkelig har brug for en læge…” Det viser sig, at ægteparret, der hedder Grethe og Ejvind, har været på besøg hos et vennepar og på vej hjem i bilen falder Ejvind sammen og mister bevidstheden flere gange. Heldigvis kører han ikke.  

Morten har glemt alt om sine egne smerter. I venteværelset sidder Ejvind helt sunket sammen og kan dårligt trække vejret. Han kan ikke svare på Mortens spørgsmål. Kort efter vender han det hvide ud af øjnene og synker sammen.

Selvom Morten har arbejdet adskillige år som Falckredder og været portør på Aalborg Sygehus og i den forbindelse været kaldt til 40-50 hjertestop, er det her anderledes end alt, hvad han tidligere har prøvet. For denne gang er han alene, uforberedt, og han har ikke uniformen på. Alligevel får års træning og adrenalinen, ham til at handle nærmest pr. instinkt.  

Morten ser at Ejvinds fingre er helt blå, det samme er hans læber – klare tegn på et hjertestop. Der er ingen læge i venteværelset. men til gengæld ligger en mand med hjertestop og desperat brug for netop en læge og al den faglige ekspertise, han kan få. Morten er Ejvinds eneste livline i disse minutter....

Kampen for at redde Ejvind

Da lægen kommer, beder Morten beder ham ventilere, når Morten siger til. Efter to forsøg kommer den kaldte ambulance. Redderne og Morten får i fællesskab Ejvind vakt til live igen. Endda så meget, at han kan sige sit eget navn og CPR-nummer, da de kører af sted med ham.

Næste dag får Morten at vide, da han møder op på Falck-stationen, at han har reddet Ejvinds liv. Havde han ikke været der og sat så resolut ind, var han død. Det er kollegerne ikke et sekund i tvivl om. I stedet overlever Ejvind med fire ballonudvidelser.
 

Venner for livet

I dag er Ejvind og Grethe nære venner. De mødes ofte, og Maria og Morten har inviteret dem og deres søn med til deres forestående bryllup. Alt andet ville have været mærkeligt, forklarer Morten i dag.

”Jeg er ikke sådan en type, der har brug for en masse opmærksomhed og skulderklap. Jeg havde evnerne og gjorde min pligt den aften for et år siden. Det er sådan set nok. At jeg så har fået nogle nye og meget givende venner, er jeg kun glad for. For de to er virkelig levemennesker. Ejvinds motto er: ”Hvorfor sige enten eller, når man kan sige både og?” Det har jeg taget til mig og forsøger at efterleve, så godt jeg kan…”

Morten Nygaard Eriksen fik i 2011 Sophus Falcks mindelegat for sin indsats. Ejvind fik derimod sit liv, men han kunne desværre ikke være til stede på dagen, da legatet blev overrakt. Ejvind var i USA for at efterleve sit motto med sin kone Grethe, som han har kendt sin skoletiden. 

"Hvad er chancerne..?"

Tove har pakket taskerne, billetten er lagt frem, og Nikolaj, den udeboende søn, er kommet hjem. Hun har styr på det. Endda så meget, at hun har god tid til at høre sin ældste søn fortælle om studielivet i Aalborg.

Familien har udsigt til en uges vinterferie i Trysil. De glæder sig. Mathilde, familiens yngste på 18 år, har netop fået kørekort. Hun har kørt sin far til spinning og er nu sammen med en veninde. Tove kan mærke, hvordan glæden spreder sig i kroppen. De er en stærk familie med et stærkt sammenhold – og lige om lidt venter der en uges ferie.    

Bedre kan det næsten ikke blive. Men pludselig hører hun nogen ved døren. Da Tove vender sig rundt, står Mathilde med røde øjne og tårerne løbende ned ad kinderne, mens veninden har et fast tag i hende.
”Der er sket noget med far! De har lige ringet. De siger, han er faldet om, og jeg skulle skynde mig hjem…”

Ordene kommer hurtigt efter hinanden. Som en maskingeværsalve ud i rummet og mod den boble af tryghed, der ellers var bygget op. Tove søger instinktivt sin datter. Trøster hende, mens hun mærker sin puls stige. Hendes egen telefon ringer kort efter: ”Per er faldet af spinningcyklen, men han trak vejret, da de kørte af sted med ham…”

Mere hører hun ikke. Tove er for længst gået i handlings-mode. Hun beder sin datter aflyse den ellers planlagte klassefest. Minutter senere sidder mor og to voksne børn i bilen på vej til Hjørring Sygehus. Turen tager godt og vel en halv time, men det føles som verdens længste tur.

Familiens anker

Tove forsøger at holde sammen på familien. Hendes hoved er ét virvar af tanker og spørgsmål. Da de endelig når frem, afkræves hun straks Pers CPR-nummer. Hun kan dårligt huske det. Sygeplejersken er sparsom med oplysningerne.

De tror, det er en blodprop, lyder den første besked. Men de ved det ikke med sikkerhed. De er i gang med at køle Per ned, da han skal til Aalborg i respirator. Om kort tid bliver han overført til Aalborg Sygehus. 

”Jeg kunne ikke græde. Ikke på dette tidspunkt. Jeg var alt for fokuseret på mine børn og på at forstå, hvad det dog var, der var sket. Da vi nåede Aalborg Sygehus, tog en sygeplejerske fat i mig og sagde: ”Jeg ved godt, hvad du tænker på…” Jeg tænkte: ”Gud, hvad er det dog, hun siger!” Tanken om at Per kunne dø, havde ikke strejfet mig. Ikke før nu. Det sortnede for mine øjne, og jeg kunne kun fremstamme: ”Hvad er chancerne…” Jeg fik ikke noget svar, for de vidste det ikke”.... 

"Hvad er chancerne...?"

Der går næsten fire dage, før de får at vide, at Per har haft hjertestop. Da de første gang ser ham, må de ikke røre ved ham. Han skal have ro, lyder beskeden.

På et kort besøg i Frederikshavn for at hente nyt tøj og ordne et par praktiske ting får Tove via sin sygeplejerske-veninde kontakt til den paramediciner, der gav Per livreddende førstehjælp. Han indgyder hende nyt mod og håb.

”Han forklarede meget nøgternt, hvad der var sket, og hvad de havde gjort. Han fortalte, at Per havde reageret på det syvende stød og selv var begyndt at trække vejret, inden de nåede Hjørring Sygehus. Han kaldte det et ”godt tegn”, selv om han ikke ville love noget. Det sidste gentog han igen og igen, men jeg hægede mig mest fast i det med det gode tegn.”

Tilbage på sygehuset kan Tove ikke holde sin glæde over den gode besked tilbage. Hun fortæller lægen, der er på afdelingen, om sin snak med paramedicineren. Fortæller om de syv stød og ’de gode tegn’. Reaktionen fra lægen chokerer hende dybt.

”Hun vender sig mod mig og siger meget bestemt: ”Det har han overhovedet intet belæg for at sige. Er du overhovedet klar over, at din mand måske aldrig vågner igen!” Ordene smadrede den tynde fernis af håb, vi netop havde bygget op. Den dag i dag kan jeg blive gal over hendes ufølsomhed. Men derfra havde vi kun positive oplevelser med sygehusvæsenet.”

Vejen tilbage

To dage efter Per faldt af cyklen – ramt af hjertestop – vågner han. Beskeden får familien en søndag formiddag, da de kortvarigt er taget hjem til Nikolaj for at hvile sig. Fra da af går alt den rigtige vej.

”Det var en euforisk besked at få. Per var vågnet. Han var i live. Vi smed alt, hvad vi havde i hænderne og kørte tilbage til sygehuset høje af glæde og lettelse. Men da jeg så ham, kunne jeg ikke helt slippe tanken: ”Hjerneskade”. For han blev ved med at sige det samme og snakke usammenhængende og overstrømmende om Nikolajs grønne trøje. Sygeplejersken beroligede os og sagde, det var helt normalt, men inderst inde havde jeg min tvivl. Heldigvis kom han sig, og hun havde ret…”

Fra da af gør Per næsten daglige fremskridt. Han bliver tjekket og testet. Der er ingen skader på hverken hjerne eller bevægelsesapparat. Til gengæld kan de heller ikke finde ud af, hvorfor han blev ramt. 12 dage efter den famøse spinningtur er Per hjemme igen.

”Vores oplevelse viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er, at folk handler, når man er vidne til et hjertestop. Hvert sekund tæller. Det var Per og vores store held, at han kun befandt sig 500 meter fra en Falckstation, og der kun gik fire et halvt minut, fra han faldt af cyklen, til han blev hjulpet. Ellers ville han ikke være her i dag. ”  

Da hjertet sagde stop

Per Malmberg leder lidt efter ordene. Ved ikke helt, hvad han skal sige, eller hvordan han skal forklare det. For han synes jo egentlig, han er den, der er sluppet lettest igennem det hele.

Flere gange søger hans venstre hånd op mod brystet. Som om en del af svaret ligger her. Det gør det måske også. For under huden gemmer sig en boks ikke meget større end en stor tændstikæske. Det er hans pacemaker. Den har han levet med i snart tre år. Den generer ham ikke, han mærker den knap nok, men den er der og siger mere end mange nordjyske ord.

”Det er faktisk svært at tale om. Ikke fordi, jeg er dybt følelsesmæssigt berørt eller ikke vil, men simpelthen fordi jeg har store sorte huller i hukommelsen. På mange måder er jeg jo den, det har været lettest for. Jeg faldt af spinningcyklen en fredag med hjertestop, og det næste jeg husker er, at jeg vågner på Aalborg Sygehus tre dage senere. Så dem, der virkelig blev ramt, var min kone og to børn. Det var et helvede for dem, og det kan virkelig gøre mig ked af det, at jeg skulle udsætte dem for det…”

”Når jeg læser Toves (Pers kone, red.) dagbogsnotater fra den tid, kan det virkelig løbe mig koldt ned ad ryggen. Hvilket helvede de har været igennem. Jeg var sådan set død og det så hurtigt og smertefrit, som når man slukker for en stikkontakt.”

Lyn fra en klar himmel

Per var 49 år. Havde aldrig fejlet noget, aldrig røget og kun drukket ved festlige lejligheder. Som så mange andre havde han haft en længere periode i sit liv, hvor motion og tid til sig selv var anden prioritet. Karriere, arbejdsliv og livet som familiefar til to optog al den vågne tid. 

I dag er det lidt over tre år siden, han i bogstaveligste forstand lå og vippede mellem liv og død. Men det kniber med helt at forstå det. ”For jeg har det jo rigtig godt. Det eneste, der minder mig om mit hjertestop er den lille boks her.” Per slår sig på brystet... 

Da hjertet sagde stop

”Jeg har ikke googlet alt muligt om hjertestop eller livet med pacemaker. Jeg lever bare. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Jeg er overbevist om, at jeg bliver mindst 80 år, måske snarere 90! Men mit hjertestop har alligevel gjort en forskel. Jeg er blevet mere bevidst om at nyde livet fuldt ud og værdsætte mit liv. Samtidig udsætter jeg ikke så mange ting som tidligere. Slet ikke, når det kommer til min familie.”

Per Malmberg fortæller om ture til USA, drømmen om opera i Verona med Tove, golfrunder på særlige baner og fester, der ikke skal udsættes. Allerede fem måneder efter han faldt af cyklen den famøse fredag i februar 2009 holdt han 50 års fødselsdag for 85 gæster.

En ny start

Hjertestoppet blev også et springbræt til et nyt job. Det kan han se i dag. For dengang, han blev ramt, sad han i et godt job som partner og en af fire ejere af et nordjysk kommunikationsbureau. I dag er han direktør for Arena Nord – Frederikshavn kulturelle og musiske samlingspunkt.

” På den måde har hjertestoppet udfordret mit behov for sikkerhed. For hvad er sikkerhed egentlig? Hvor sikker er man, når man som jeg på et splitsekund kan falde af spinningcyklen og være død?”

Per kigger over på motionscyklen, der står i det ene hjørne af stuen. Det var omtrent sådan en, han en dag for tre år siden faldt af og var død. I dag står den i stuen, fordi Tove har fået nyt knæ og er ved at genoptræne. Han kigger længe på den. Smiler så og siger:

”Jeg er et glad og taknemmeligt menneske. Jeg har ikke spildt én dag siden mit hjertestop og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Tværtimod føler jeg, at jeg har så meget, jeg skal nå endnu – ikke mindst at følge mine to nu voksne børns videre færden, rejse med Tove og arbejde med kultur- og musiklivet i Frederikshavn. Det ville have været forfærdeligt at være gået glip af alt det…”

Da rengøringsmanden faldt om….

”Træd til side… Der stødes.” 
De mekaniske ord fra hjertestarteren er det første Telmore’s HR-chef, Anne-Marie Finch Iversen hører, da hun nærmer sig den livløse mand. To af hendes kolleger er i fuld gang med hjertelungeredning. Telmore’s kok kommer løbende med husets hjertestarter. Det hele foregår uendelig hurtigt, men det føles alligevel som om, tiden står stille. 

Minutter efter er Falck-redderne på plads. Da de løfter den endnu livløse mand op på båren, opdager Anne-Marie, Stine og alle de andre, at det er deres 60årige og meget afholdte rengøringsmand, Jørn, der er faldet om med hjertestop. Jørn er ikke bare ham, der holder orden og gør rent. Han er på fornavn med de fleste, spørger til dem, joker med dem og har gennem årene taget mere end en alvorssnak med flere af de ansatte, der kunne være hans egne børn. 

Anne-Marie sidder på passagersædet i ambulancen. ”Hvorfor kører de ikke…”, tænker hun. I stedet holder de bare stille og venter. Bilen vugger til gengæld fra side til side. Redderne og den tilstødende læge er stadig i gang med at genoplive Jørn mindre end 30 cm. fra hende. 

”Et mylder af tanker vælter gennem mit hoved. Men mest af alt er jeg i et ’gøre-mood’. Jeg ringer til ISS og orienterer dem om, hvad der er sket. Vi får ved fælles hjælp fat i Jørns familie. Jeg ringer til de enkelte områdechefer og beder dem samle op på medarbejderne. Når jeg kigger ned på mine hænder, ryster de…”

Jørn faldt om med hjertestop i februar i år. Kun takket være en hurtig og kompetent indsats fra medarbejdere, der handlede, da det gjaldt, overlevede han. Men Telmore’s HR-chef føler ingen trang til selvhævdelse eller slåen sig på brystet. Heller ikke selv om Jørn i dag er godt på vej tilbage til livet og for et par uger siden kom på besøg for første gang, siden han faldt om. 
”At vi overhovedet havde en hjertestarter i huset var eksempelvis kun fordi, vores søsterfirma medbragte én, da de flyttede herud. Ellers havde vi ikke haft én, og så er det tvivlsomt, om Jørn havde levet i dag.

KundemedarbejderStine Rasmussen guider stadig kunder igennem mobilopsætninger og internetopkoblinger hos Telmore. Men episoden med Jørn har været en øjenåbner for hende - og hun har et budskab til alle andre, der måtte komme i en lignende situation: 

”Gør noget! Det er aldrig for sent, og det er næsten umuligt at gøre noget forkert. Det er derimod afgørende for den, der ligger med hjertestop, at mennesker omkring dem tør handle. Alle kan ringe 112, og måske kan de fleste også yde førstehjælp. De kan i hvert fald prøve…”