Hjertestarter genopliver mand på Albertslund Stadion
Midt i en fredelig tenniskamp på Albertslund Stadion i begyndelsen af marts faldt en 69-årig mand om med hjertestop. En fokuseret indsats fra tennismakkeren og personalet på stadion er årsag til, at den 69-årige i dag er i live.
Der skulle to stød til med hjertestarteren fra personalet på Albertslund Stadion, og yderligere fem stød fra ambulancefolkene før patienten endelig blev genoplivet på Glostrup Hospital, som overtog behandlingen.
Førstehjælperne var vidende om, at der i 2007 var opsat en hjertestarter på Albertslund Stadion og tøvede ikke med at tage den i brug.
- Det var uden tvivl den hurtige indsats fra mandens medspiller og personalets fortrolighed med hjertestarteren, der øgede chancen for, at Glostrup Hospital kunne genoplive ham. Samtidig var førstehjælpernes indsats med til at minimere patientens risiko for varige hjerneskader, siger Anette Lintrup Kampf, sygeplejerske og produktspecialist fra KIVEX, der står bag opsætningen af hjertestarteren på Albertslund Stadion.
Da den 69-årige faldt om, blev der straks rekvireret en ambulance. Ambulancefolkene ankom efter 10 minutter, og det korrekte førstehjælpsarbejde forbedrede patientens muligheder væsentligt for at klare sig godt igennem de næste faser i behandlingen.
Hvert år rammes 3.500 mennesker i Danmark af hjertestop uden for hospitalerne. Kun fem procent overlever.
- Tiden er altafgørende, når det handler om at redde liv efter et hjertestop. For hvert minut, der går, inden den livreddende førstehjælp påbegyndes, reducerer man overlevelseschancerne med 10 %. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi alle orienterer os om, hvor i det offentlige rum, der er opsat hjertestartere, siger Trine Heidemann, kommunikationschef i TrygFonden.
Gennem sit arbejde med livreddende førstehjælp har TrygFonden opstillet 200 hjertestartere rundt om i landet. På lidt over et år har TrygFondens hjertestartere været i brug fire gange.
TrygFonden opfordrer til, at alle borgere sætter sig ind i, hvordan hjertestarteren anvendes på hjemmesiden www.hjertestarter.dk Her kan alle med en hjertestarter registrere placeringen, så hjertestarteren kan gøre størst mulig nytte.
Efter at være blevet stødt i alt syv gange blev den 69-årige kørt til Glostrup Hospital og siden til Gentofte Hospital, hvor han fik en ballonudvidelse og efterfølgende indopereret en pacemaker. Manden har det godt i dag og er kommet sig over hjertestoppet helt uden mén.
Sådan virker en hjertestarter
Hjertestarteren læser via et par elektroder hjertets elektriske aktivitet. Ved hjertestop er der kaos i den elektriske aktivitet. Hjertestarteren kan afgive et stød gennem elektroderne og dermed nulstille kaos. Hjertet har herefter mulighed for at overtage styringen igen og atter begynde at pumpe blodet rundt i kroppen. Hjertestoppet er behandlet - og der er atter hjertefunktion.