Danskere med gode sociale netværk er mest trygge

Jo bedre ens sociale netværk er, jo mere tryg føler man sig.

En undersøgelse, samfundsforskerne Jørn Støvring og Jens Rudbeck har lavet for TrygFonden, viser, at et godt socialt netværk spiller en afgørende rolle for, om man føler sig tryg. Tryghed og netværk optræder for det meste parallelt - jo bedre netværk, jo større tryghed.

Undersøgelsen - "Den sociale kontekst for tryghed og utryghed" - konkluderer, at sociale netværk har stor indflydelse på folks oplevelse af tryghed, fordi det er fra sociale netværk, man kan hente hjælp under kriser.

Så længe man har gode netværk, kan man regne med at få praktisk hjælp og psykologisk støtte, hvis man bliver syg, mister en af sine nærmeste eller møder andre alvorlige problemer.

Visse typer af sociale netværk spiller en større rolle end andre for trygheden. Den nærmeste familie er vigtigst, sandsynligvis fordi det er herfra, man kan være mest sikker på at få hjælp.

Andre typer af sociale netværk giver mindre tryghed, fordi det er mindre sandsynligt, at man kan hente hjælp og støtte fra for eksempel kolleger eller bekendte fra foreningslivet.

59% af danskerne føler sig grundlæggende trygge. De trygge kan trække på flere forskellige, stærke netværk. 25% har kun en enkelt stærkt netværk eller eventuelt flere mindre stærke. Folk i denne gruppe føler sig kun nogenlunde trygge.

11% har et enkelt, svagt netværk og føler sig begrænset trygge, mens 4% ikke har nogen netværk og oplever et fravær af tryghed. Kun 1% føler sig grundlæggende utrygge.

Fra stærke netværk kan man regne med at hente støtte, næsten uanset hvilke problemer, man møder. Svage netværk kan man kun regne med, hvis problemerne ikke er for alvorlige.

Et netværks styrke afhænger ikke kun af, hvor sikker man kan være på at få hjælp og støtte. Det er også vigtigt, hvor stor tillid andre har til, at man selv stiller op, hvis det bliver nødvendigt.

Sociale netværk er ikke det eneste, der afgør, om folk er trygge. Undersøgelsen ser også på, hvor meget ens livstilfredshed, alder, helbred og indkomst betyder.

Ikke overraskende er der en klar sammenhæng mellem tryghed og livstilfredshed. Med hensyn til alder daler trygheden markant for mange, efter de er fyldt 70.

Mellem tryghed og helbred er der den sammenhæng, at de fleste mindre trygge har dårligt helbred. Men omvendt er det ikke alle, som har et dårligt helbred, der også er utrygge.

Privatøkonomien spiller en rolle for folks tryghed, indtil de tjener ca. 200.000 kr. om året. Derefter betyder flere penge ikke mere tryghed.


Læs forskernes egen præsentation af undersøgelsen

Læs en præsentation af undersøgelsen med særlig vægt på sammenhængen mellem tryghed og alder

Download undersøgelsen

Tilmeld dig TrygFondens Netværk og få viden om vores aktiviteter, og hvordan vi skaber tryghed på områder, der interesserer dig.

Tilmeld dig netværket


TrygFonden smba (TryghedsGruppen smba)
Lyngby Hovedgade 4, 2. sal · DK - 2800 Kgs. Lyngby
Telefon: 45 26 08 00 · info@trygfonden.dk