I 2012 skal der være mærkbart færre børn og unge, som indblandes i trafikulykker. Det er en af målsætningerne for et samarbejde, TrygFonden og Rådet for Større Færdselssikkerhed indleder i januar 2009.
Med samarbejdet vil fonden og rådet uddanne en ny generation af trafiksikre børn og unge.
I dag er unge stærkt overrepræsenterede i statistikkerne over dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken. Det begynder med knallertulykker i 13-14-års-alderen og tager fart, når de 18-årige får kørekort.
Man ved, at gode trafikvaner dannes, fra børn er små. Derfor henvender projekterne i det nye samarbejde sig til børn helt ned til 3-årsalderen. I den anden ende følges unge på vej, til de er i midten af 20'erne.
Ved at indarbejde en god trafikkultur hos børn og unge mindsker man ikke alene den aktuelle risiko for, at de dør i trafikken. En god trafikkultur vil også gøre dagens børn og unge til mere sikre trafikanter som voksne.
Samarbejdet mellem TrygFonden og Rådet for Større Færdselssikkerhed løber i fem år, fra 2009 til og med 2013. TrygFonden giver i alt 160 millioner kr. til de 15 projekter, samarbejdet omfatter.
Baggrund
I dag får folkeskolens ældste klasser næsten ingen trafikundervisning. I stedet underviser skolerne de lidt yngre børn i trafikkens grundregler og går ud fra, at børnene senere - når de bliver teenagere - følger disse regler.
Dermed overser man, at unges risikoadfærd i trafikken kan skyldes meget andet, end at de ikke kender færdselsreglerne. En bedre trafikundervisning vil blandt andet indebære, at man påvirker unges holdning til ansvarlighed i trafikken.
Man ved, at gode trafikvaner dannes allerede fra treårsalderen. Med det nye samarbejde vil TrygFonden og Rådet for Større Færdselssikkerhed opbygge en jævn og langvarig trafiktræning, der varer fra børnene er helt små til de er midt i tyverne og typisk har været bilister et par år.
For hver aldersgruppe skal træning og anden påvirkning af trafikadfærden tilpasses de forskellige risikosituationer, børn og unge bevæger sig i.
Ud over at gøre børn og unge bedre til at færdes i trafikken skal det nye samarbejde også forbedre børn og unges trafiksikkerhed på andre måder. Blandt delmålene er at få flere skoler til at oprette skolepatruljer og fastlægge en politik for trafiksikkerhed - en politik, der både omfatter undervisningen og den trafik, skolen er omgivet af.
Samarbejdet består af 15 projekter. Nogle eksisterer i forvejen, mens andre er nye. Projekterne henvender sig enten til børnehavebørn, til børn på forskellige trin i skolen eller til unge.
En fjerde gruppe projekter er ikke rettet mod trafikanter men skal skaffe viden om, hvordan man blandt andet tilrettelægger kampagner, så de bedst får fat i risikovillige unge.
Projekter til børnehavebørn
Rådet for Større Færdselssikkerhed og TrygFonden har allerede i mange år drevet Børnenes Trafikklub, der lærer børn mellem tre og seks år grundlæggende færdigheder i at bevæge sig i trafikken.
Børnenes Trafikklub skal videreudvikles. Når samarbejdet slutter i 2013, skal halvdelen af en børneårgang gerne være medlem af klubben. I dag er 22% af alle 3-årige med.

Projekter til skolebørn
Det overordnede mål for de projekter, der henvender sig til skolebørn, er at lære børn om færdselsregler, risici og de følger, ens egne handlinger kan have i trafikken. Med i samarbejdet er fem eksisterende og tre nye projekter:
- Cyklistindsatser: Børn i 6. klasse undervises og trænes i sikker cykling.
- Cykelhjelm: Flere børn skal bruge cykelhjelm.
- Skolepatruljer: En af målsætningerne for samarbejdet er, at 75% af landets skoler har skolepatruljer i 2013. I dag er tallet 44%.
- Indsatser til de ældste skoleelever: Projekterne Trafikinformatører, Trafiktjekket.dk og Trafikliv.dk videreføres.
- Skolestart: Den årlige kampagne "Pas på de små i trafikken" videreføres.
- Trafikpolitik: Som noget nyt vil samarbejdet søge at få flere skoler til at fastlægge en politik for færdselsundervisningen og trafikken omkring skolen. Målet er, at 75% af skolerne har en trafikpolitik i 2013 - i dag har kun 21% én.
- Kompetenceudvikling og netværk: Kommunikationen mellem lærere, politi, kommuner og Rådet for Større Færdselssikkerhed skal forbedres. Og færdselskontaktlærernes arbejde skal styrkes. Det er nyt, at der tages et samlet initiativ.
- Online-dokumentation af færdselsundervisning: Et nyt, webbaseret system til undervisning skal blandt andet dokumentere elevernes viden, holdninger og færdigheder.
Projekter til unge
Tre eksisterende projekter oprustes:
- Rat & Risiko: Eleverne på landets tekniske skoler skal vide mere om risikoadfærd i trafikken. I dag tilbyder kun én skole kurset Rat & Risiko, i 2013 skal det være 80%. Som noget nyt skal effekten af kurset dokumenteres for at vise, hvad det ville give at gøre færdselslære obligatorisk.
- Foredragskorps: Trafikinformatører, Trafikpiloter og Pårørende fortæller eleverne på ungdomsuddannelser om trafiksikkerhed.
- Kampagner: Nye medier bruges til at få unge til at sige fra over for risikoadfærd i trafikken.

Forskningsprojekter
Det overordnede mål med de tre forskningsprojekter, samarbejdet indtil videre omfatter, er at afdække, hvordan man når de mest risikovillige unge trafikanter.
- Social pejling: Hvordan forebygger man bedst risikoadfærd blandt elever på ungdomsuddannelser? Projektet kører allerede og udvides med nye spørgeskemaundersøgelser.
- Ulykkesanalyse: Oplysninger om de 13- til 24-åriges ulykker som henholdsvis knallertkørere og bilister bliver sammenholdt. Analysen vil vise, om unge med knallertulykker bag sig oftere end andre kommer ud for bilulykker.
- International viden og erfaring: Der skal skabes et overblik over, hvilke metoder med dokumenteret effekt, det er muligt at tage i brug for at reducere børns og unges risikoadfærd.
Den nye viden fra forskningsprojekterne skal danne input til kommende lovgivning, der har indflydelse på trafiksikkerheden.
I løbet af 2009 opstiller samarbejdet en plan for yderligere forskning og laver en analyse af, hvor der mangler mest viden. Derefter overvejer TrygFonden at finansiere de kommende forskningsprojekter helt eller delvist.
Mange af projekternes virkninger viser sig først om 10-15 år. Men når samarbejdet slutter i 2013, er de forskellige indsatser evalueret, og metoderne ligger klar til at blive brugt af kommende aktører.
Seneste nyheder fra TrygFonden
-
Hvilke unge kører spritkørsel?
- 21.04.2009
-
Trafikpolitik strammer skolers færdselsundervisning op
- 24.02.2009
Flere nyhederSamarbejdspartnere
-
Rådet for Sikker Trafik

- Rådet for Sikker Trafik arbejder for at minimere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken. Det sker gennem undervisning, kampagner og oplysning.
- http://www.sikkertrafik.dk/
-