Uhelbredeligt syge har brug for særlig pleje og omsorg, når livet nærmer sig afslutningen. Desværre viser mange erfaringer, at døende ikke får en optimal behandling overalt i Danmark.
Nogle steder kunne indsatserne fra hospital, hospice, læge og andre være koordineret bedre. Og andre steder har personalet ikke den bedst mulige viden om, hvordan man plejer døende og taler med de pårørende.
Videncenter skal forbedre behandlingen af døende
For at gøre tilbuddene til døende bedre og mere ensartede oprettede TrygFonden i slutningen af 2008 Palliativt Videncenter i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Hospice Forum Danmark, Foreningen for Palliativ Indsats, Dansk Selskab for Palliativ Medicin samt Ledere for Hospice og Palliativ Indsats.
Navnet Palliativt Videncenter henviser til palliativ medicin, der er læren om, hvordan man bedst behandler døende. Målet med palliative behandlinger er at mindske den dødelige sygdoms symptomer, ikke at kurere patienten.
Palliativt Videncenter skal skabe overblik over den aktuelle indsats på det palliative område. På længere sigt skal centret gøre de forskellige aktører i sundhedsvæsenet bedre til at koordinere deres indsatser, så døende får sammenhængende behandlingstilbud. Og så skal centret forbedre den enkelte aktørs evne til at yde en ensartet og professionel pleje.
Centret samler og videregiver viden
For at nå sine mål vil Palliativt Videncenter blandt andet kortlægge de erfaringer, forskellige dele af sundhedsvæsenet har gjort sig med palliative behandlinger. Samtidig undersøger centret, hvad der er "best practice" i udlandet.
Ved at samle danske og udenlandske erfaringer fra det palliative område på ét sted kan centret vise, hvad der er det bedst opnåelige inden for behandling af døende. Centret vil også kortlægge kvaliteten af den palliative pleje i regionerne. På baggrund af kortlægningen bliver det muligt at pege på, hvor der er behov for forbedringer.
Tre års arbejde
Palliativt Videncenter skal i første omgang arbejde i tre år frem til udgangen af 2011. Størstedelen af centrets budget for de tre år - knap 10 mio. kr. - dækkes af TrygFonden.
Ud over TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse står fire organisationer for områdets fagfolk bag Palliativt Videncenter. De fire er:
* Foreningen for Palliativ Indsats - et forum for fagfolk, som behandler og plejer døende.
* Dansk Selskab for Palliativ Medicin - et forum for læger med interesse i behandling af uhelbredeligt syge.
* Hospice Forum Danmark - en forening af hospice-støtteforeninger.
* Ledere for Hospice og Palliativ Indsats - et forum for ledere på hospices og af palliativt arbejde i pleje- og sundhedssektoren.
Læs faktaark om Palliativt Videncenter
Samarbejdspartnere
-
Palliativt Videncenter

- Palliativt Videncenter har til formål at sikre udvikling, høj faglig kvalitet og spredning af viden i den palliative indsats i Danmark.
- http://www.pavi.dk
-
-
Kræftens Bekæmpelse

- Kræftens Bekæmpelses formål er at bekæmpe kræftsygdomme og deres følgevirkninger. Konkret arbejder vi med forskning, forebyggelse og støtte af patienter og deres pårørende, ligesom vi taler patienternes sag over for myndighederne.
- http://www.cancer.dk
-