Navigation for denne sektion

  • Uge Sex

Uge Sex – nu også i børnehaveklassen

I dag findes der stort set ikke seksualundervisning i de yngste klasser i folkeskolen på trods af, at det er obligatorisk. Sex & Samfund og TrygFonden indgår nu et samarbejde om at få kortlagt området og udviklet nye, tidssvarende materialer og metoder til seksualundervisning i 0.-5. klasse.

Seksualundervisningen på skolerne er lavt prioriteret - især i 0.-5. klasse. Lærerne føler sig generelt dårligt klædt på til at varetage kvalificeret seksualundervisning og efterlyser støtte i form af bedre undervisningsmaterialer og efteruddannelsestilbud.

Det er obligatorisk, at eleverne skal have seksualundervisning fra 0.-9. klasse. Fra 0.-5. klasse handler det om kroppen, følelser, integritet, grænsesætning, forelskelse, kønsroller og familier, mens det på 6.-9. klassetrin mere drejer det sig om sex, seksualitet, prævention og sexsygdomme.

" I TrygFonden ser vi seksualundervisningen i sammenhæng med børnenes generelle sundhed og trivsel. Vi tror på, at det er vigtigt at begynde undervisningen i de mindre klasser for at understøtte børnenes evne til at forstå deres egen krop, hvordan den udvikler sig, hvordan vi er forskellige, og at det er i orden at sige fra og sætte grænser over for både børn og voksne. Derudover håber vi, at det kan medvirke til at fremme den gensidige tolerance i klasserne og modvirke mobning," siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden. 

Også for Sex & Samfund er det vigtigt at få de yngste elever med i undervisningen.

"Målet med at inddrage de 6-12-årige i Uge Sex er både at lære eleverne noget her og nu om for eksempel grænser, identitet, venner, følelser og familie, men også at give dem nogle redskaber, de kan bruge og bygge oven på fremover", forklarer Sex & Samfunds generalsekretær Bjarne B. Christensen og fortsætter:

"Det betyder, at de – når de bliver ældre – bedre kan træffe de valg, der er rigtige for dem. Det gælder for eksempel brug af kondom eller anden prævention og at sætte personlige grænser. Man kan sige, at unges evne til at tackle sådanne problemer bliver grundlagt, mens de er børn og går i skole," siger Bjarne B. Christensen, der er begejstret for det nye samarbejde og de muligheder, det åbner for.

Om samarbejdet
TrygFonden og Sex & Samfund står bag seksualundervisningskampagnen Uge Sex henvendt til 0.-5. klasse. Formålet er at støtte elevernes udvikling af personlige og sociale kompetancer som selværd, empati og anerkendelse af andre. Væsentlige kompetancer, når eleverne senere i livet skal kunne sige til og fra i seksuelle relationer og træffe fornuftige valg om prævention. Læs mere om kampagnen på www.ugesex.dk.

 

Tilmeld dig TrygFondens Netværk og få viden om vores aktiviteter, og hvordan vi skaber tryghed på områder, der interesserer dig.

Tilmeld dig netværket


TrygFonden smba (TryghedsGruppen smba)
Lyngby Hovedgade 4, 2. sal · DK - 2800 Kgs. Lyngby
Telefon: 45 26 08 00 · info@trygfonden.dk